Moralsk stress
Moralsk stress er blevet et af de ord, der tales meget om. Men hvad betyder det egentlig? Hvordan kommer det til udtryk i forskelligt slags arbejde?
I oplægget fortæller Nana Vaaben om sin og kollegernes forskning i moralsk stress. Hun fortæller bl.a. om hvordan det professionelle skøn mærkes med kroppen, og at moralsk stress primært er et problem, når der over tid ikke er mulighed for at handle på sit professionelle skøn. Oplægget kommer også omkring giftig gæld og Baumols omkostningssyge, beredskaber og bevillingssystemer, og nødvendigheden af, at ledere og medarbejdere har et fælles sprog og sammen går på jagt efter årsagssammenhænge i det psykiske arbejdsmiljø.
Underviser er Nana Vaaben: PhD i samfundsvidenskab fra Institut for Samfund og Globalisering, RUC, Innovations, samarbejds- og styringsfantasmer i det offentlige, Roskilde Universitet.
Målgruppe: Arrangementet er forbeholdt ledere, altså medlemmer, som har ledelsesansvar.
Morgenmødet er arrangeret af Ansatte Tandlægers Organisation, Dansk Journalistforbund, Den Danske Dyrlægeforening, Danske Fysioterapeuter, Dansk Psykolog Forening, DM, Ergoterapeutforeningen, Forbundet Arkitekter og Designere, Jordemoderforeningen samt Konstruktørforeningen.
