Leder: Afskaffelsen af det sjette SU-år vil presse de tandlægestuderende yderligere
Tandlægestuderende er blandt den gruppe studerende, der har flest undervisningstimer om ugen. Det betyder, at langt de færreste har tid til relevante studiejobs, og at det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen. Med udsigten til, at regeringen vil fjerne det sjette SU-år, lægger man yderligere pres på de unge.
Særligt i en tid med tandlægemangel er det vigtigt, at de studerende, der gerne vil være tandlæger, og som optages på tandlægestudiet, kommer ud i den anden ende som tandlæger med mod på arbejdslivet.
I ATO går vi ind for social lighed i sundhed, men også social lighed i uddannelsessystemet. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) Den sociale skævhed på universitetet er størst i studiestarten | EVA viser, at SU-forringelserne særligt kan risikere at ramme unge fra uddannelsesfremmede hjem. Hver fjerde studerende fortryder sit første uddannelsesvalg og dropper ud inden for de første to år, og særligt studerende med ufaglært og faglært forældrebaggrund har signifikant større risiko for at droppe ud end studerende med akademikerforældre. EVA’s analyse understøttes af en analyse fra Akademikerne, der viser, at 72 pct. af de studerende, der benytter det fleksible SU-år, kommer fra ikke-akademiske hjem. Fjernelsen af det fleksible SU-år kan øge frafaldet på de videregående uddannelser – Akademikerne )
Vi skal bevare SU’en, ikke forringe den. Vi skal sikre, at de studerende har en tryg og fleksibel studietid. Ikke det modsatte.
Så kære regering. Læg ikke yderligere pres på de unge.
Bevar SU’en.
Hanne Jacobsen, formand i ATO