Lønudviklingen blandt tandlæger
Tekst: Ea Nielsen
Tandlægebranchen har gennem de seneste år oplevet en markant stigning i lønniveauet for både ansatte tandlæger, klinikejere og andet personale i sektoren.
Det viser en analyse fra september 2024, udarbejdet af en arbejdsgruppe under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Analysen viser også, at lønningerne i branchen er steget mere end i den private sektor generelt og også mere end i andre sundhedsrelaterede erhverv.
Høje lønninger og lønstigninger i branchen
I 2022 lå gennemsnitslønnen for en ansat tandlæge på 685.807 kr. om året, mens tandplejere, kliniske tandteknikere og tandklinikassistenter i gennemsnit tjente henholdsvis 407.145 kr., 431.677 kr. og 335.348 kr. Disse tal viser, at lønningerne i tandlægebranchen generelt ligger på et højt niveau sammenlignet med andre sundhedsprofessionelle.
Fra 2018 til 2022 steg lønnen for en ansat tandlæge med 13,5 %, mens ansatte tandplejere, kliniske tandteknikere og tandklinikassistenter oplevede lønstigninger på henholdsvis 14,9 %, 15,8 % og 19,9 %. Til sammenligning steg gennemsnitslønnen i den private sektor i samme periode med 10,6 %, og for sundhedsarbejde i den private sektor var stigningen 8,5 %.
Den høje lønstigning tyder på, at der er en stor efterspørgsel efter tandlægefagligt personale, men også at konkurrencesituationen i branchen muligvis ikke presser lønningerne ned på samme måde som i mere konkurrenceprægede markeder.
Et af de mest markante fund i analysen er, at tandlægebranchen har en høj såkaldt “lønpræmie”. Det betyder, at ansatte i branchen tjener væsentligt mere, end de ville gøre i andre brancher med samme kvalifikationsniveau. Ifølge analysen er lønpræmien i tandlægebranchen 34,5 % højere end medianbranchen. Det tyder på, at der i tandlægebranchen er en betydelig indtjening, som afspejles i høje lønninger.
Klinikejernes indtægter vokser også markant
For klinikejere er indkomsten endnu mere bemærkelsesværdig. En gennemsnitlig tandlægeklinikejer havde i 2022 en samlet indkomst på 1.217.018 kr., hvoraf 78,9 % kom fra udbyttebetaling og 21,1 % fra løn. Fra 2018 til 2022 steg tandlægeklinikejernes samlede indkomst med 17,7 %, hvilket er en vækst, der overstiger de generelle lønstigninger i branchen. Det peger på en høj profitabilitet i tandlægebranchen, især for klinikejerne.
Hvad driver de høje lønninger?
Flere faktorer kan forklare de høje lønninger i tandlægebranchen:
Lav konkurrenceintensitet
Ifølge analysen er konkurrencen i tandlægebranchen begrænset, hvilket gør det muligt for tandlægeklinikker at opretholde høje priser og lønninger uden at blive presset af markedet.
Reguleringsmæssige begrænsninger
Tandlægebranchen er underlagt en række reguleringer, som begrænser ejerskabsmulighederne og fastsætter priser på visse ydelser. Det kan skabe en situation, hvor etablerede klinikker har en fordel og ikke oplever stærk konkurrence fra nye aktører.
Efterspørgsel på tandpleje
Tandlægeydelser er en nødvendighed, og mange patienter er villige til at betale en høj pris for behandling. Samtidig er der en tendens til, at en stigende andel af befolkningen udskyder tandlægebesøg på grund af høje omkostninger, hvilket kan føre til yderligere prisstigninger.
Mangel på arbejdskraft
Hvis der er mangel på tandlæger og tandplejere, kan det presse lønningerne op, da klinikkerne må betale mere for at tiltrække og fastholde personale.
Hvad betyder det for patienterne?
De høje lønninger og indtægter i branchen kan være en indikator for, at konkurrencen er svag, og at der potentielt kunne være muligheder for at reducere priserne gennem øget konkurrence og liberalisering af reguleringen. For patienterne betyder det, at de i gennemsnit betaler mere for tandpleje end i brancher, hvor konkurrencen er mere effektiv.
ATO mener:
Hvad betyder det for dig, der er privat ansat tandlæge?
Analysen viser, at klinikejernes samlede indkomst er steget med 17,7 % i samme periode hvor ansatte tandlægers løn gennemsnitligt er steget med 13,5 %. I ATO arbejder vi hele tiden for, at vores medlemmer får de bedste arbejdsvilkår. Med analysen in mente mener vi, at der er mere at hente for privat ansatte tandlæger når det gælder pension, barsel og goder som den sjette ferieuge og barnets første sygedag.