Boganmeldelse: Tandbørsten på skoleskemaet

To boganmeldelser: Vi har fået to tandlæger fra hver sin generation til at anmelde bogen Tandbørsten på skoleskemaet. Niels Hansen er pensioneret tandlæge og har været aktiv i ATO i flere år, Kinga Farhan er ansat som tandlæge i Frederiksberg Kommunes Tandpleje

Af Niels Hansen

Bogen ”tandbørsten på skoleskemaet”, der fortæller de første årtier af den kommunale tandplejes historie, er blevet til på baggrund af et såkaldt ”vidneseminar” eller erindringsværksted, hvor seks vidner har bidraget med deres fortællinger og kommentarer om emnet. Gruppeinterviewet fandt sted i 2022. Indholdet er derefter transskriberet og redigeret til den eksisterende tekst. De seks vidner er alle tandlæger, der har været aktive? i hele perioden.

I det første kapitel genfortæller Morten Arnika Skydsgaard den historiske baggrund for, at Lov om børnetandpleje blev vedtaget i 1971. Undersøgelser af københavnske børn kort før 1900 viste, at 93 % havde huller i tænderne. Private tandlæger stiftede Foreningen for dansk børnetandpleje i 1910. Etableringerne af de første tre skoletandklinikker, i henholdsvis Esbjerg, Frederiksberg og Svendborg, skete omkring 1910.

Interessen for tandproblemer fandt sted sideløbende med interessen for at ændre på de levevilkår, der førte til en stor børnedødelighed. Denne var tilsvarende de lande, Danmark sammenlignede sig med. Befolkningsstatistikker viste desuden, at de fattiges børn var hårdest ramt af sygdomme.

I løbet af første halvdel af det 20. århundrede havde de fleste større byer etableret deres egne skoletandklinikker.

I 1959 nedsatte indenrigsministeriet en kommission, der efter syv års arbejde foreslog etableringen af en ”vederlagsfri offentlig forebyggende tandpleje” med hovedvægt på ”forebyggelse og hjemmetandplejen”. Mangel på penge og tandplejepersonale betød, at loven først blev vedtaget i 1971.

I slutningen af kapitlet vurderes det, at børnetandplejeloven ikke havde fået succes, hvis ikke en generation af tandplejepersonale havde ført den ud i livet.

I bogens første kapitel rekapitulerer vidnerne deres egne personlige oplevelser i de tidlige købstæders første skoletandklinikker. Kun et vidne fremhæver en behandler som havende en god væremåde.

Generelle strømninger i samfundet betød, at de mange børn med huller i tænderne og med tandpine blev set som en del af socialpolitikken. Ildsjæle på tandlægeskolerne og i lokalområderne skubbede på og fik forklaret beslutningstagere, at der var tale om et alvorligt helbredsproblem. Som én af barriererne for rekruttering af personale nævnes, at børnetandpleje af flertallet af tandlæger blev set som en andenrangsbeskæftigelse.

I de mindre landkommuner var der hverken penge eller vilje til gratis tandpleje for børn og unge.

I to kapitler – om vedtagelsen af loven og om forebyggelsen bliver jeg mindet om, hvor broget billedet egentligt var – set ud over landet. Den lokale udmøntning af de omfattende landsdækkende retningslinjer, var afhængige af mange forskellige lokale faktorer, som f.eks. de lokale politikeres beslutninger og politiske holdninger, kommunens økonomi, støtte eller modstand fra områdets privatpraktiserende tandlæger, kommunens muligheder for at kunne rekruttere personale og sidst, men ikke mindst den enkelte tandplejechefs holdninger og ønsker. Den kommunale tandpleje foregik også i mange år in en række mindre kommuner hos de private tandlæger. Lokale forhold havde kolossal betydning for hastigheden og måderne tandplejen blev organiseret på.

En anden hovedfaktor var, at på trods af, en af hovedintentionerne med loven var forebyggelse, så var meget af den nuværende viden om forebyggelse af tandsygdomme endnu ikke på plads. Og der manglede helt en forståelse af, hvad sundhedsfremme og sundhedspædagogik var for størrelser.

Alt i alt kunne processen billedligt talt ses som en proces, hvor man går på vejen, mens man bygger den.

Overordnet er der tale om en lille bog. 117 siders tekst plus nogle få siders bilag. En række billeder illustrerer såvel klinikkernes indretning som personalets påklædning og viser pædagogiske værktøjer som de store flamingotænder og batteriboremaskinerne. Billeder og tekster tilsammen udgør et nostalgisk gensyn med en svunden tid.

Bogen er let læst. Det meste af bogen indeholder fra korte til længere vidneudsagn / beretninger. Indimellem fortælles, indimellem er vidnerne er i dialog med hinanden.

Bogen afdækker i starten det meget lange opløb til selve lovvedtagelsen i 1971.

Hvilke følelser vækkede bogen hos dig, når du tænker på dit eget arbejdsliv som tandlæge?
Gerd Bangsbos fortællinger fra etableringen af tandplejen i Støvring Kommune gav mange associationer til min første ansættelse i den kommunale tandpleje. Det var i Ry i 1979 på tidspunktet, hvor etableringen af kommunale tandplejer i de små kommuner var i fuld gang.

Klinikkerne i Ry var nye med nyt tandlægeudstyr og der lå en klinik på hver skole. Der udviklede sig et godt tværfagligt samarbejde mellem tandplejen og de lokale samarbejdspartnere som skoleledelser, sundhedsplejersker, pædagoger og lærere. Der var accept af det, vi i tandplejen forsøgte at opnå. Vi kunne tale sammen om vores ”problembørn” (som også gik igen hos de andre faggrupper) og ofte få hjælp til at komme i kontakt med børn fra ressourcesvage hjem. Vi hentede børnene på skolerne, der var samtaleanlæg til alle klasser. Forældrene var oftest ikke med til hverken undersøgelser eller behandlinger.

Der var megen tandsygdom, der skulle ryddes op i. I Ry havde de fleste af børnene ikke gået regelmæssigt til tandlæge – kun til nødbehandling. Ry var dengang primært en landkommune – og der var gang i tandsygdomsaktiviteten. Tandplejen producerede derfor mange fyldninger og fjernede mange ødelagte mælketænder. Lattergas var et fantastisk hjælpemiddel. Jeg tror ikke, at vi havde fået lov til at gennemføre så mange operative behandlinger på de enkelte børn, hvis vi ikke havde haft lattergas.

Vi var i Ry opmærksomme på vigtigheden af at få gang i den regelmæssige forebyggelse for de børn, der havde stor sygdomsaktivitet, vores ”risikobørn”. I Ry var den kliniske forebyggelse allerede dengang uddelegeret til klinikassistenter, som regelmæssigt hentede børn i skolerne, instruerede i tandbørstning og penslede tænderne med natriumfluorid. I modsætning til en række andre tandplejer, jeg har arbejdet i, fik vi faktisk i Ry den regelmæssige forebyggelse i gang samtidigt eller umiddelbart efter de operative tandbehandlinger.

Tandplejepersonalet udviklede klasseundervisning til mange forskellige klassetrin, deltog i skolernes temadage og-uger, spillede dukketeater på ”legemøderne”, der var småbørnenes første besøg på tandklinikken. Her skulle alle børnene prøve at sidde i stolen, at sprøjte med vandpistolen og se en boremaskine køre rundt. Vi vidste jo, at de stort set alle ville komme til at opleve operativ tandbehandling.

Børnene fandt sig stort set i de behandlinger, vi mente var nødvendige. Men der var også enkelte børn, der var kede af de mange behandlinger og enkelte unge, der blev væk fra deres behandlingstider.

På et tidspunkt lærte vi, at der var noget vi havde glemt i vores lærebøger om ”caries”. Nemlig at cariesaktiviteten ikke kan behandles med en boremaskine. Heldigvis fik vi småbørnene med de mange læsioner i deres mælkefortænder ind i tandplejen og de lærte os, at de ikke kunne håndtere operative behandlinger. I stedet måtte vi udvikle på det, der mange år senere kom til at hedde den ”non-operative” behandling: kommunikation med forældrene om årsagerne til hullerne. Motivation til at gennemføre den nødvendige daglige hjemmetandpleje og nedsætte sukkermængden. Vi opdagede at hjemmetandpleje sammen med regelmæssige fluorpenslinger fungerer og at carieslæsioner kan bringes til standsning.

Er der en bestemt tidsepoke i tandplejens historie, som du føler en særlig forbindelse til?
De første ti år var spændende. Både behandlingsmæssigt og med hensyn til etableringen og udviklingen af tandplejetilbuddet og tandplejens arbejdsrutiner. Det var opgangstider, der kunne søges om flere penge til tandplejen – og kommunerne bevilgede dem. Tandplejen var under opbygning – og der var forståelse for ansættelse af mere personale og investering i mere udstyr.

Der var tid og forståelse for, at personalet kunne deltage i møder med personale fra andre kommunale tandplejer og på den måde udveksle erfaringer og forsøge at udvikle på det, vi ikke syntes, vi var gode nok til selv.

Et aspekt af den kommunale organisation – og formentlig tidsånden – var, at der var stor villighed til at dele metoder og programmer tandplejerne imellem. Man delte glad og gerne med andre – sendte kopier og materialer. Ingen regning! Der var ikke en fornemmelse af, at man konkurrerede med de andre kommuner – tværtimod var der et sammenhold om fokus på opgaven.

Jeg kom selv fra privat praksis til Ry. Og efter to år med fokus på købmandskab i de to ansættelser jeg havde haft, var det fantastisk for mig at møde tankerne om populations- og behovstandpleje. Jeg fik i Ry en visionær chef (Per Antoft), der havde styr på intentionerne med tandplejen – nemlig at tilgodese de socialt dårligst stillede. Denne gruppe af børn og unge er generelt den mest cariesaktive gruppe og den gruppe, der har fået de dårligste forudsætninger med hjemmefra til at passe på deres tænder. Og derfor er det denne gruppe, vi er der for. Også selv om de enkelte børn og unge fra denne gruppe kan være de sværeste at få tingene til at lykkes med. Den tilgang jeg fik lært i Ry har jeg kunnet bruge resten af min tandlægetid. Det er altid godt, når noget er svært at spørge sig selv: ”Hvem er det, vi er her mest for?”

Senere kom andre tider, andre udfordringer. Som klinikchef på Djursland arbejdede jeg med effektiviseringer, omstruktureringer og nedskæringer i 19 år. Der kom hele tiden nye opgaver – f.eks. tandpleje for de 16-18-årige, omsorgstandpleje – som der skulle findes personaleressourcer til. Kommunernes børnetal og dermed skolestrukturen ændrede sig konstant. Skoler blev nedlagt eller udvidet. Filialklinikker blev nedjusteret til ”undersøgelsesklinikker” eller nedlagt. Tandplejerne kom til og i mange år var der hos dele af tandlægestanden voldsom skepsis til tandplejernes kompetencer. ”Centralklinikker” blev det nye sort – der var for få børn og for lidt caries til, at de små enkelt-tandlægeklinikker på de enkelte skoler kunne opretholdes.

Hvordan tror du, din tilgang til tandpleje er blevet påvirket af de historiske udviklinger, bogen beskriver?
Det er fantastisk at have været tandlæge i den netop denne periode, hvor tandsundheden langsomt, men sikkert har forbedret sig, så vi i dag kan se, at op til 80 % af målgruppen stort set ikke har cariesaktivitet. Samtidig har der i hele perioden eksisteret en ”restgruppe” af børn og unge, hvis tandsundhed har forbedret sig, men ikke er fulgt med de andres.

Jeg har været heldig at få lov til at møde rigtig mange børn og unge, der havde ondt i tandpleje. Dels var jeg god til de vanskelige børn og dels var jeg i årene som klinikchef den, børn og unge blev henvist til, hvis de oplevedes som for vanskelige af de andre tandlæger. Jeg oplevede derfor, at jeg var nødt til at udvikle på en tandplejetilgang, som dels var håndterbar for børnene, dels hjalp denne restgruppe med deres egentlige problem, den høje cariesaktivitet. Jeg har undervejs også valgt at skifte job et antal gange og har dermed haft mulighed for at se, at tandpleje blev organiseret og udført på meget forskellige måder – og med forskellige resultater. Det har været mit indtryk, at der alle steder var en sådan ”restgruppe” af børn og unge, som det var svært at få succes med.

Hvis fremtidens tandlæger skulle læse din historie i en bog om tandpleje om 50 år, hvad håber du, de ville lære af dig?
Mit personlige valg blev på et sent tidspunkt i mit tandlægeliv at læse en humanistisk master (MHH, Aarhus Universitet), som alvorligt udfordrede mig og fik mig til at omtænke tandplejens forhold til de enkelte mennesker. Tandpleje kompliceres af, at det jo er et menneske, der har de tænder i munden, der er målet for tandplejens indsats. Og at relationen mellem behandler og menneske kan komplicere selve de tandplejemæssige behandlinger.

Den kommunale tandpleje har været dygtig til at udvikle på tandplejetilbuddet, at kunne håndtere tidernes forskellige børne- og forældrekarakterer. Efter min mening har vi været mindre dygtige til at udvikle kvalitativt på vores metoder. Meget at det, der er foregået i tandplejen, ligner opskriften ”mere af det samme er godt” – og ”endnu mere af det samme er nødvendigt, hvis det ikke virker”. Der har været tilløb og tiltag til udviklingen af det faglige tandplejetilbud i en række kommuner. Nexø, Odder, Frederikshavn og Samsø er eksempler på implementering af ny viden om cariessygdommen, men også på at nye erkendelser om ændringer i behandler/borgerrelationen er nødvendige, hvis tandplejen skal kunne tilgodese de mest sygdomsaktive.

Jeg kunne håbe, at tandplejepersonalet om 50 år er kommet videre i forståelsen af, hvad det er, der kan flytte restgruppens tandsundhed afgørende.

Af Kinga Farhan

Bogen ”Tandbørsten på skoleskemaet” er udarbejdet på en interessant måde til at genfortælle historie på. Den er skrevet af læge og museumsdirektør ved Steno Museum Morten Arnika Skydsgaard og tandplejer Hanne Fuglsang Nielsen. ”Tandbørsten på skoleskemaet” er baseret på en samtidshistorisk metode og er foregået ved et gruppeinterview som et erindringsværkted, hvor deltagerne husker tilbage på deres bidrag til tandsundheden i Danmark. Der var udvalgt deltagere som enten var ledende overtandlæger, forskere i pædodonti eller aktive i det fagpolitiske miljø. Alle deltagerne var handlekraftige tandlæger og blandt andet med til at starte kommunale tandklinikker, udvikle projekter med forebyggende tiltag inden for tandsundhed og med til at ændre på de daværende fagpolitiske foreninger. Jeg hæfter mig meget ved, at både historien for tandpleje og selve bogen er bygget af ildsjæle inden for tandlægefaget og ikke kun tandsundhed, men hele sundheden. Det er dét jeg meget beundrer, -at arbejdspladser, samfund og historie bliver formet af enkelte mennesker der kæmper for nogle bestemte værdier. Det får mig til at tænke på en anden bog der for nyligt er blevet udgivet, nemlig ”Søstre for livet – søsterfællesskaberne og deres hospitaler” skrevet af overlæge ved Hjertemedicinsk afdeling på Roskilde Universitetshospital Thomas Maria Melchior, som er en bog der beskriver katolske søstres indvirkning på sundheden i Danmark, de var nemlig pionerer inden for sygepleje i Danmark og var med til at modernisere sygehusvæsenet.

I bogen ”Tandbørsten på skoleskemaet” kan du læse om hvordan danske børns tandstatus var, og hvor motivationen til bedre tandpleje samt behovet for flere ”børnetandlæger” kom fra. Der er både historiske fakta og relevante illustrationer, blandt andet nogle artikeludsnit og historiske arkivfotos som bekræfter fortællingerne. Der er interessante erindringer om udfordringer, forbedringer og ændringer inden for hele det kommunale tandplejeområde samt tilknytning til fagpolitiske organisationer og ikke mindst i relation til lovgivningen. Bogen er skrevet meget struktureret og deles op i relevante emner, der har rørt på sig gennem tiden.

Hvilke følelser vækkede bogen hos dig, når du tænker på dit eget arbejdsliv som tandlæge?

Jeg bliver vækket af den energi og motivation det indebærer at være ildsjæl. At man virkelig er interesseret i sit fag og i at hjælpe mennesker, fordi det jo er et fag med tæt menneskelig kontakt og sundhed. Jeg må også erkende, at jeg troede, at vi i dagens Danmark først ”nu” har opnået stor viden om forebyggelse og andre teknikker indenfor tandbehandling, men det havde de allerede dengang. Jeg blev meget overrasket da jeg så billedet som viser den travle dag omkring år 1945 på klinikgangen i Aarhus’ kommunale tandpleje. Dér sidder en ung pige med kofferdam på, og så er vi ikke kommet så meget længere, kommer jeg til at tænke. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at læse om hvor nytænkende og tværfagligt de unge tandlæger arbejdede. De har brugt mange kræfter og lagt en masse tid i faget, og det er lige fra starten af deres arbejdsliv, hvor der var stor fokus på netop på forebyggelse og ikke kun behandling af de carieslæsioner der var at tage fat på.

Hvordan tror du, din tilgang til tandpleje er blevet påvirket af de historiske udviklinger, bogen beskriver?

Min tilgang til tandpleje er blevet påvirket på en sådan måde, at det har givet mig motivation for at blive en ildsjæl, at gøre en forskel for sundheden. Og selv om jeg nok ikke kan gøre en forskel på så stor en skala som tandplejens udvikling i landet, så er det også tilfredsstillende ”bare” at gøre en forskel for mine hverdagspatienter.

Hvis fremtidens tandlæger skulle læse din historie i en bog om tandpleje om 50 år, hvad håber du så, de ville lære af dig?

At det betaler sig at være ydmyg og ikke give slip på sine personlige mål, fordi en god tandlæge ikke kun udføre godt tandlægearbejde, men også gøre brug af sine medmenneskelige evner såsom empati og ved at være løsningsorienteret både fagligt, relationsmæssigt og servicemæssigt. Selve tandlægearbejdet vægter måske kun halvdelen af oplevelsen af en vellykket behandling, men det tager tid og sved på panden at opnå. Man må meget gerne tænke ud af boksen og være kreativ, det behøver ikke at være ligesom det altid har været, som ildsjælene i bogen i den grad benyttede sig af. Det er nemlig dét, der gør det spændende, at en arbejdsplads eller en tandpleje bliver formet, udviklet og moderniseret efter de individer som arbejder der. Derfor synes jeg det er vigtigt, at man netop er interesseret i sit fag, så man har lyst til at give lidt ekstra af sig selv, så man gør det, man egentlig er til for, og kæmper for sine patienter, så de stilles bedre.

20. januar udgav Morten Arnika Skydsgaard og Hanne Fuglsang Nielsen bogen Tandbørsten på skoleskemaet. Bogen er skabt med udgangspunkt i blandt andet et vidneseminar, der blev afholdt på Steno Museet i 2022 i anledning af, at loven om tandpleje fyldte 50 år. På vidneseminaret deltog tidligere klinikchef i Støvring kommunale tandpleje Gerd Bangsbo, tidligere overtandlæge ved Frederiksberg Kommunes Tandpleje Lene Esmark, lektor emeritus i børnetandpleje Erik Friis-Hasché, tidligere overtandlæge i tandplejen i Aarhus Kommune, Flemming Moss Hansen, forhenværende rektor og professor i børnetandpleje Sven Poulsen, tidligere skolechef for Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere i Aarhus Jens Erik Vinther.

Historisk dag på Steno Museet i Aarhus – Ansatte Tandlægers Organisation