Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

 

 Nedslag på Samsø


 
 
 
 
 
 
 
 

Den 1. januar 2015 genopstod Samsø Kommunale Tandpleje i kommunalt regi med fastansat personale og en fortsættelse af kontrakten med specialtandlægen. Niels Hansen, der tidligere var ansat i Frederikshavn, tog udfordringen op og blev ø-tandlæge tre dage om ugen. En udfordring han bestemt ikke har fortrudt. Klinikchefen praktiserer samtalerum, når et barn eller en ung sidder i venteværelset, han lader patienten få medindflydelse på behandlingen og vigtigst af alt, hellere ingen behandling end behandling baseret på utryghed! Historien om Ninna har haft afgørende betydning for Niels Hansens behandlersyn - den og hans masteropgave fra 2011 om "Sygdomsbegreber i praksis."

 
Tekst: Ea Nielsen på baggrund af interview med klinikchef Niels Hansen.
 
Hvordan fungerer den nye klinik?
"Tandlægeudstyret er nyt og fungerer godt. Vi har ikke meget plads, men det er jo også en meget lille tandpleje. Klinikrummet har plads til, at forældre og søskende kan være med. Gangen udenfor klinikken fungerer som venteværelse."
 
"Tina Nielsen, klinikassistent, har arbejdet med tandpleje på øen i mange år - både kommunalt og privat - og har dermed godt kendskab til øens børnefamilier. Klinikken fungerer lidt på samme præmisser som gamle dages filialklinikker, præget af et stabilt personale som gennem tiden kom til at kende alle børn og forældre i lokalområdet rigtig godt. På øen er der i det hele taget et stort lokalt kendskab til alt og alle. Tina har boet her i mange år, hendes børn er vokset op her og har gået i børneinstitutioner og skole på Samsø. Det har givet hende en stor berøringsflade i det lille samfund."
 
 
Hvad betyder den berøringsflade?
"Brugerne bliver modtaget af en samsing, når de kommer på klinikken. Jeg tænker, at mange oplever det som et gode, at de bliver modtaget af én, de selv kender til og som kender dem. Det er en stor fordel for mig, som jo i den grad er "udenøs", at jeg kan trække på Tinas lokalkendskab."
 
 
"Jeg oplever, at her er er mange familier med skilsmisser i rygsækken, og dermed er der mange voksne med bonusbørn, børn med papforældre og deleordninger af forskellig slags. Det ville være rigtig svært for mig at finde frem til, hvem vi skal kontakte, når der går udu i kommunikationen omkring indkaldelser. Her kommer Tinas lokalkendskab til nytte. Det er imidlertid vigtigt, at det bruges rigtigt. Jeg har andre steder oplevet personalet bruge lokalkendskab som en forhåndsvurdering af, hvad bestemte brugere kunne eller ikke kunne. Vi forsøger at tænke i, at nogen kan have bruge for mere hjælp og tålmodighed fra vores side. Og altså til at vide, hvem der bor hvor og sammen med hvem."
 
Niels Hansen fortæller, at tandplejen begyndte at indkalde børn og unge fra en ende af, da han startede på Samsø i januar 2015.
”Vi havde det som et af vores mål at forsøge at få alle børn og unge på Samsø til at komme til tandlæge på den nye klinik i løbet af det første år. Der findes ingen OCR-statistikker fra tidligere år og dermed ingen systematiseret viden om tandsundhedsniveauet på Samsø.
Jeg anede ikke på forhånd, om børnene generelt havde mange eller få huller i tænderne. Og efter den organisatoriske forvirring i 2014 var noget af det vigtigste for os at få afklaret, om vi kunne få børn, unge og deres forældre til at møde op på den nye kommunale klinik – som oven i købet ligger på et plejehjem.
 
 
 
Venteværelse og samtalerum, hvor Niels Hansen møder patienten og går i dialog før behandlingen.
 
 
Det viste sig, at det ville stort set alle meget gerne. Jeg tænker, at vi nok har været en blanding af heldige og dygtige med vores måde at udmønte tandplejetilbuddet på. For i et så lille samfund som en ø, så spreder det sig hurtigt fra mund til mund, om "den nye tandlæge" er god eller ej."
 
 
SAMTALERUM
"Jeg valgte at fortsætte min allerede etablerede måde at være tandlæge på, udviklet blandt andet i Frederikshavn. Jeg møder brugerne i venteværelset, præsenterer mig selv og spørger børn og forældre om deres ønsker til tandplejen og til dagens behandling. Hvad vil de selv gerne have set på eller snakket om. Efter selve undersøgelsen på klinikken går vi ofte ud i venteværelset igen for at snakke om det videre forløb. Jeg har på den måde brugt rigtig meget tid med brugerne ude af tandlægestolen, og det er blevet rigtig godt modtaget. De spørgsmål jeg stiller er fx: Ved du, hvad du skal hos os i dag? Hvordan har du det med det? Har du noget, du vil spørge mig om?
 
Vi kan nemt bruge venteværelset som samtalerum på Samsø, for som regel er der ikke andre til stede samtidig. Det er et fredeligt og et ikke-klinisk sted at tale sammen."
 
OMSORGS- OG SPECIALTANDPLEJEN
Omsorgs- og specialtandplejen blev politisk behandlet i december 2015, og man gik i gang januar 2016. I løbet af 2016 er der i alt kommet omkring 30 brugere af omsorgstandplejen og 10 brugere af specialtandplejen.
Samsø Kommune besluttede at forhåndsgodkende alle beboerne på Plejecenter Kildemosen til omsorgstandpleje. Det drejede sig dengang om 50 beboere. I 2015 var der et nød-omsorgstandplejetilbud, forstået på den måde at plejepersonalet kunne henvende sig til den kommunale tandpleje i tilfælde af tand- og mundproblemer hos beboerne.
 
"Det viste sig at være nemt for personalet at trille beboerne over til os i en kørestol, da de fire huse ligger dør om dør med tandklinikken. I praksis betød det, at vi allerede havde set på ganske mange af beboerne i løbet af 2015 -  inden vi altså havde et formelt omsorgstandplejetilbud. Typisk havde vi hjulpet en række beboere med at fjerne generende tænder, slibe på knækkede tænder, aflaste på proteser og lignende - men en regulær ordning kunne vi først tilbyde fra 2016."
 
Fremover er det sådan, at når man flytter ind på plejecenter Kildemosen, får man tilbudt omsorgstandpleje som en del af den samlede pakke, der skal tages stilling til. I de sidste måneder er der så også, fortæller Niels Hansen, begyndt at komme ansøgninger fra ældre, der bor i egen bolig uden for ældrecenteret. Lige ved siden af tandplejen findes et kommunalt bofællesskab, hvor de fleste af specialtandplejebrugerne bor. De og personalet har dermed ligeså nemt ved at opsøge tandplejen som omsorgstandplejebrugerne. Tandplejen modtager i dag også specialtandplejebrugere, der ikke bor i bofællesskabet.
 
Det viste sig at være nemt for personalet at trille beboerne over til os i en kørestol, da de fire huse ligger dør om dør med tandklinikken. I praksis betød det, at vi allerede havde set på ganske mange af beboerne i løbet af 2015 -  inden vi altså havde et formelt omsorgstandplejetilbud. Niels Hansen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
"Samsø Kommune har én enkelt specialtandplejebruger, der får sine tandplejeydelser i den regionale specialtandpleje. Men ellers ser det ud til at vi foreløbigt er lykkedes med at etablere et behandlingstilbud til disse borgere, som blive vel taget imod. Omsorgs- og specialtandplejen er helt integreret i den kommunale tandpleje, da der jo kun er én tandlæge og én klinikassistent at fordele opgaverne på. Både omsorgs- og specialtandplejebrugere sættes til i aftalebogen på samme måde som tandplejens børn og unge."
 

ALT DET PRAKTISKE MED AT STARTE EN KOMMUNAL TANDPLEJE

Sideløbende med det kliniske arbejde har der været meget praktisk arbejde, der skulle gøres. Der skulle sættes et skilt op udenfor klinikken, så folk kunne se, hvor klinikken lå. Der skulle købes materialer og instrumenter, og klinik og sterilisation skulle indrettes bedre. I 2015 gik der en del tid med at få alt det praktiske til at fungere. Og så blev der taget hul på alt det papirarbejde, der hører til en kommunal institution i dagens Danmark: APV, beskrivelse af arbejdsgange, etablering af kontakt til forvaltning og institutioner, aftaler om alt muligt med mange forskellige nøglepersoner. Ingenting var givet på forhånd. Vi startede fra en ende af, deltog i møder, besøgte institutioner og samarbejdspartnere og introducerede os selv og vores måde at arbejde på.

Det har været interessant at starte helt forfra. Det er der vist ikke for alvor nogen andre kommunale tandplejer, der har prøvet siden 1970’erne. Midt i 2016 har vi fået styr på de fleste papirer, processer, arbejdsgange og arbejdsmiljøet og vi har fået overblik over manglerne. På den ene side går mange beslutninger nemt, når personalet er så lille - der er kun en tandlæge og dermed ikke behov for megen diskussion af materiale- og instrumentvalg. Og kun to medarbejdere til at deltage i de organisatoriske diskussioner. På den anden side skal mange forhold i dag foreligge på skrift - og der er ikke mange til at deles om skrivearbejdet. Jeg kan konstatere, at det tager forbavsende lang tid at beskrive en organisation fra grunden.

Hvordan er det at være den eneste tandlæge i tandplejen?
"Fordi jeg er så gammel i faget, som jeg er, jeg blev færdig som tandlæge i 1977, kan jeg sagtens trives med ikke at have andre tandlæger som faglige sparringspartnere i dagligdagen. Jeg deltager i to faglige fora: et mini-overtandlægeforum i det lokale østjyske område og et overtandlægeforum i Region Midt. Jeg har også en række tidligere kolleger, som jeg kan henvende mig til, hvis behovet opstår.  Situationen ville nok være anderledes, hvis jeg kun havde få års anciennitet."
 
Klinikchefen har besluttet sig til, at på de faglige områder, hvor han ikke føler sig god nok, henviser han behandlingerne ud af huset. Det gælder eksempelvis det lidt sværere kirurgi.
"Men jeg er lige nu i gang med at lave aftaler med øens kliniske tandtekniker om fremstilling af enkelte helproteser i omsorgs- og specialtandplejen. Jeg har det rigtig fint med at henvise, og der er accept af dette både i kommunen og blandt brugerne. Også selv om det betyder, at man skal tage til Skanderborg eller Aarhus med sit barn for at få eksempelvis fjernet en 8’er eller denuderet en 3’er.
 
At være den eneste behandler gør i øvrigt, at det er nemt at tage beslutninger om det faglige niveau. Jeg slipper for de nogle gange ret langhårede diskussioner, jeg husker fra de større tandplejer, jeg har arbejdet i."
 
CARIES OG KOMMUNIKATION
"Jeg har arbejdet med cariesbehandling af børn og unge i næsten 40 år, og har i rigtigt mange år været specielt interesseret i at udvikle et fungerende tandplejetilbud til de børn og unge, der har det svært med tandpleje. Min nuværende praksis er stærkt påvirket af erfaringerne med disse typisk svage og oftest cariesaktive brugere. Jeg har været vant til at foreslå børn og forældre at starte med at forsøge at få styr på cariessygdommen - det  vil sige prioritere at holde de sunde tænder sunde og samtidig lære børnene at acceptere at gå til tandlæge - før vi går i gang med at reparere skaderne på tænderne. Det fungerer godt for mig, og jeg får gode tilbagemeldinger på den tilgang fra børn og forældre."
 
 
Typisk vil Niels Hansen indlede alle kliniske seancer med i venteværelset at spørge barnet: Hvordan går det med dine tænder? Oftest vil barnet svare, at det går fint. Måske siger forældrene så noget andet: Der er jo nogle huller – og fortæller så noget om, hvad de har set i munden, og at der kan være problemer i munden i det daglige. Så spørger Niels Hansen: Hvilke problemer er der nu? og Hvad tænker I om det?
 
Klinikchefen forklarer, at han forsøger at opnå, at børnene og forældrene aktivt involverer sig i beslutningen om, hvad tandlægen skal ende med at gøre eller ikke gøre.
 
 
 
Samsø Kommunale Tandpleje har kun et klinikrum.
 
 
BEHANDLERROLLEN
"Jeg tænker om min rolle som behandler, at jeg skal forsøge at få alle synspunkter frem i lyset, før vi går i gang med at beslutte de operative behandlinger. At jeg skal forsøge at katalysere en proces, hvor det er i orden, at barnet siger det, som det føler og tænker. At jeg skal sikre mig, at forældrenes perspektiver kommer frem. At jeg skal sikre, at det faglige tandlægeperspektiv også får lov til at komme frem. Vi skal have italesat, at der er flere muligheder eller tilgange til huller i tænderne - og vi skal have snakket om for og imod ved hver enkelt mulighed og afdækket betydningerne af de forskellige muligheder og bekymringer, forældre og børn har. Først når vi har fået italesat alle perspektiverne, kan vi forsøge at finde frem til beslutningen om, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det. I en række tilfælde har børn eller forældre – men af og til også jeg - brug for en tænkepause, før vi beslutter noget. Det går nemt med de velfungerende, der er ikke så meget at snakke om. Mens de børn og unge, der har det svært, har brug for mere snak. 
 
Vi kan let komme i klemme mellem krav og forventninger fra forældrene, det enkelte barns samarbejdskompetence, vores egne erfaringer fra lignende situationer og vores tandlægelige professionsstandarder.
Niels Hansen 

 

 

 

 

 

I de første mange år af mit tandlægeliv har jeg i en række situationer været med til at presse børn og forældre til at få gjort det, som vi som tandlæger synes, er det rigtige. I en række situationer gik det egentlig ikke særlig godt: Barnet blev ked af det, og behandlingsresultatet blev ofte ikke godt - og indimellem glemte vi at komme i gang med behandlingen af selve sygdommen. Mange af de børn, der oplevede ubehagelige situationer uden af have muligheder for at sige fra, udviklede et rigtig uhensigtsmæssigt forhold til tandpleje. Min klare oplevelse er, at hvis jeg som behandler presser hårdt på for at gennemføre en behandling, så får jeg altid et lignende modpres fra barnet. I det øjeblik hvor jeg ikke presser, men i stedet siger: "Ok, men så kan jeg ikke hjælpe dig, eller ”Hvad vil du så?” så opnår jeg, at barnet/den unge eller forælderen selv går i gang med at tænke."

 

 
I det hele taget bruger Niels Hansen aktivt at fremkalde pauser i kommunikationen.
"Det er en meget effektiv måde at få andre til at sige noget på. Min erfaring er, at børn og forældre vil tage meget mere ansvar for de løsningsmuligheder, de selv har fundet på og altså sagt højt, end de vil, når det er mig, der har givet dem mulighederne. Desuden kender folk jo godt de få løsningsmuligheder, der er relevante med hensyn til de almindeligste tandsygdomme. Det handler om tandbørstning og sukker, det kan folk godt finde ud af at sige noget om selv, hvis vi kan tie stille længe nok. Så tricket er at få brugerne til selv at lave analyserne af, hvad der er galt i det daglige og til bagefter at komme med ideerne til, hvad de magter at lave om på."
 
Med hensyn til dialogen om behandling er der grænser for, understreger Niels Hansen, hvad tandlægen kan bestemme.
"Hvis vi forhandler med vores brugere om, hvad der skal gøres, fungerer det kun, hvis vi accepterer at det rent faktisk ER en forhandling. Tidligere har den her måde at kommunikere og beslutte på været et kompromis for mig, som jeg brugte for at komme i kontakt med de meget modvillige børn, unge og forældre. Men det er en kommunikationsform, som nu giver rigtig meget mening i forhold til alle. Og det er blevet muligt for mig at bruge denne kommunikationsform til alle tandplejens brugere, netop på baggrund af, at den tidligere organisering af tandplejen på Samsø havde givet anledning til megen utilfredshed. Når jeg tænker på de tilbagemeldinger, vi får på vores måde at arbejde på, så er jeg ikke i tvivl om, at også de velfungerende brugere værdsætter at blive aktivt involveret i deres tandpleje."

Tricket er at få brugerne til selv at lave analyserne af, hvad der er galt i det daglige og til bagefter at komme med ideerne til, hvad de magter at lave om på.
Niels Hansen.
 
 
 
 
 
 
 
"Hvis børn selv får mulighed for at nå at erkende, at de fx har daglige problemer med en ødelagt mælketand og derefter beslutter sig for at komme til mig for at få den taget ud, så går behandlingen normalt helt uproblematisk. De er klar til behandlingen, og jeg tænker: Hvilken forskel gør det for deres sundhed, om jeg kunne have presset behandlingen igennem to måneder tidligere, men før de selv syntes, at de havde et problem? Sundhedsloven siger vi skal inddrage borgerne i tandplejen, og at borgerne har autonomi – jeg tænker, det er det, jeg praktiserer."
 
Og hvad så med din tandlægefaglighed? Går du på kompromis med den?
"Jeg oplever ikke, at jeg dermed fravælger min tandlægefaglighed. Tværtimod faktisk. For i den samtaleform vi har, bliver det meget vigtigt, at jeg får fremlagt for børn og forældre, hvori fagligheden i forhold til de forskellige muligheder består. Derfor må jeg vælge meget bevidst i hver enkelt situation, hvordan jeg skal kommunikere de faglige aspekter, så det er forståeligt og håndterbart for både børn, unge og forældre.
 
De skal alle klart opleve, at de har ret til at have deres eget perspektiv. I barnets tilfælde handler det måske om for (næsten) enhver pris at undgå noget bestemt – nåle for eksempel. Jeg må hele tiden efterspørge og dernæst anerkende barnets og forældrenes perspektiv på problemet eller situationen. Så hvor jeg tidligere sagde: ”Du skal…”, så siger jeg nu: ”Som tandlæge tænker jeg XXX. Pause. ”Hvad tænker du?”. Det svære kan selvfølgelig være at acceptere, hvis børn og forældre beslutter noget, jeg tænker er forkert. Men faktisk oplever jeg, at det sker meget sjældent. Både børn og forældre lytter meget mere til, hvad jeg siger, hvis de selv kan bestemme hvad det er, der er vigtigt for dem."
 
MASTEROPGAVE
I 2011 skrev Niels Hansen sin afsluttende masteropgave på baggrund af blandt andet Uffe Juul Jensens bog "Sygdomsbegreber i praksis". I bogen analyseres sundhedsvæsenet og forskellige tilgange til tænkning og handlinger identificeres. Den borgerinvolverende praksis, der er beskrevet ovenfor, er inspireret af den tænkning Uffe Juul Jensen kalder den situationsorienterede praksis.
 
"Vi forventer, at hvis vi som behandlere stiller en diagnose, så forventer vores brugere også, at der hører en bestemt behandling med. Men betydningen af enhver diagnose kan sagtens diskuteres! Én ting er, at det for tandlægen er en vigtig ting, at der fx er et hul i en mælketand. Men måske betyder det ikke noget for tandens ejermand og forældrene. Med den situationsorienterede praksis bliver der lukket op for, at det, der betyder noget for brugeren også er en vigtig del af beslutningsprocessen om behandlingsvalget. Brugeren inviteres til at mene noget."
 
Både børn og forældre lytter meget mere til, hvad jeg siger, hvis de selv kan bestemme hvad det er, der er vigtigt for dem.
Niels Hansen.
 
 
 
 
 
 
”Jeg er begyndt at spørge mine brugere, hvad de tænker om den her form for samtale. Svaret er stort set altid, at de er glade for den. Ofte hører jeg udsagnet: Det er fantastisk, at vi kan snakke om behandlingerne”.
 
 
 
 
Hvordan kom du til den erkendelse, at du ville bruge det her med alle dine patienter? 
"I Frederikshavn oplevede jeg, at der var en stor gruppe børn og unge, der ikke var glade for at samarbejde med tandplejen. Vi evaluerede på - i forbindelse med en ændret prioritering af vores indsatser -, om vi faktisk opnåede det, vi gerne ville med vores forebyggende indsats. Nemlig at få alle børn og unge til selv at tage ansvaret for egen tandsundhed. Vi vurderede, at det i en række tilfælde ikke lykkedes."
 
"Svaret på, hvordan får vi børn og unge til at tage ansvaret blev, at vi skulle være bedre til at invitere børn og unge til aktiv deltagelse i processerne. Det er kun os selv – behandlerne – der kan skabe rum til, at børn og unge involverer sig aktiv i beslutningsprocesserne. Vores erkendelse i Frederikshavn var, at vi ofte har talt alt for meget til vores brugere i stedet for med vores brugere."
 
Hvordan er du kommet frem til den praksis, du har i dag?
"Den praktiske opskrift på min nuværende praksis stammer fra et gruppearbejde, der foregik på temadage over en periode i Frederikshavn. Opskriften er egentlig enkel: Ved at stille spørgsmål (i stedet for selv at tale) kan vi opfordre børn og unge til at formulere sig om deres ønsker til tandplejen, og dermed være aktive i forhold til deres egen tandpleje. Dette indebar også, at vi spurgte børnene, om de var interesserede i fx at få en instruktion i tandbørstning, en fluorpensling osv. Vi havde en erkendelse af, at vi over tid havde udført en række instruktioner og formidling af informationer, som brugerne ikke ønskede, og dermed var ydelserne ofte uden effekt. Vi havde ikke givet dem mulighed for at sige nej tak. Nu begyndte vi at lade være med at instruere i tandbørstning, hvis børnene sagde nej til det."
  
"Vi havde i Frederikshavn et mål om i det hele taget at blive bedre til ikke at overskride børnenes grænser under tandbehandling, ud fra en erkendelse af, at det havde vi faktisk gjort i en årrække. Og ud fra en erkendelse af, at hvis vi først har presset barnet til noget ubehageligt eller smertefuldt, kan vi i hvert fald ikke forvente, at barnet bagefter har lyst til at høre, hvad vi siger."
 
STOPSIGNAL
Niels Hansen fortæller, at man i Frederikshavn erkendte, at for ikke at overskride børnenes grænser, skal der være indgået klare aftaler med barnet på forhånd om, hvilken behandling, der skal foretages. Klinikchefen uddyber:
  • At vi som en del af aftalen ALTID har aftalt et stopsignal.
  • At behandleren opfordrer børnene til at bruge stopsignalet undervejs.
  • At behandleren standser behandlingen, hvis barnet bruger stopsignalet eller barnet undervejs viser tegn på, at noget er ubehageligt eller smertefuldt.
  • At vi undervejs i behandlingen skal tjekke om det, der foregår, er OK for barnet. Altså i det hele taget have mere opmærksomhed på, om barnet har det godt.
 
"Nogle af mine tandlægekolleger i Frederikshavn syntes i starten, at det var grænseoverskridende at skulle acceptere, at barnet på denne måde kunne bestemme, at en behandling ikke skulle gennemføres. Men der bredte sig også en lettelse i personalegruppen over ikke mere at skulle presse børn og unge til noget, de ikke var indstillede på. Vi arbejdede intensivt med dette tema i en lang periode. Den faldt sammen med den periode, hvor jeg læste min master, og arbejdet med praksis passede rigtig godt med den nye viden jeg fik her. For mig kom teori og udvikling af praksis på denne måde til at understøtte hinanden gensidigt."
 
 
HISTORIEN OM NINNA
 
 
 
For 30 år siden var jeg tandlæge for Ninna, der var en lille viljestærk pige. Hun havde meget caries i sine mælketænder. Ninnas mor satte sig i stolen i hjørnet af klinikrummet og ventede på, at tænderne blev ordnet. Men Ninna ville oftest ikke have ordnet noget, og behandlingerne blev derfor kun gjort halvt eller slet ikke. På et tidspunkt havde Ninna haft ondt i en længere periode, og Ninnas mor sagde til mig, at ”nu må du få løst det her problem”. I en halv time prøvede klinikassistenten og jeg at presse Ninna til at få lagt bedøvelse, mens hun kæmpede med alt, hvad hun havde for at slippe. Og hun kæmpede godt. Hun slog, sparkede, skreg og hylede. Efter en halv time gjorde jeg noget, jeg ellers ikke har gjort som tandlæge, men af og til ved mine egne børn derhjemme, når de indimellem trængte mig op i en opdragelsesmæssig krog. Jeg løftede Ninna ud af stolen, satte hende på gulvet og sagde, ”nu kan du have din åndssvage tand i fred”!
Ninna reagerede ved omgående at holde op med at skrige, til gengæld begyndte Ninnas mor at græde. Bagefter stod hun uden for klinikken og græd, og jeg måtte gå ud og undskylde, at jeg havde forløbet mig og tilbyde hende og Ninna at skifte til en anden behandler.
 
Situationen førte til følgende refleksion hos mig (og min klinikassistent): Jeg besluttede, at det var sidste gang, at jeg ville acceptere at tage ansvaret for, at en behandling i en bestemt situation blev gennemført. Det kan ikke være mit ansvar, at barnet i fx en nødbehandlingssituation nægter at samarbejde til behandlingen. Dette fritager mig ikke for ansvaret for at tilbyde ordentlig tandpleje, men for at udføre tandpleje på børn, der ikke vil. Det har medført, at jeg i en række situationer, hvor jeg vurderer, at et barn ikke kan eller vil samarbejde, har sagt nej til at udføre en behandling. Det hele handler om som behandler at sørge for, at man ikke ender i en situation, man ikke kan håndtere, for så risikerer man at skade både forælderen og barnet, men ikke mindst mener jeg, at man selv tager skade af en praksis, hvor man ikke tager barnets grænser alvorligt.

 

I næste omgang har det ført til, at jeg er blevet meget bedre til at forberede børn og forældre på, hvad der kan ske eller skal ske – og heller ikke begynde på almindelige operative behandlinger - uden at jeg klart vurderer, at barnet kan håndtere det. Jeg forsøger at undgå at gå i gang med behandlinger, jeg ikke kan gennemføre til et godt resultat. Om nødvendigt må jeg vente på, at barnet bliver ældre.
 
Det hele handler om som behandler at sørge for, at man ikke ender i en situation, man ikke kan håndtere, for så risikerer man at skade både forælderen og barnet.
Niels Hansen.
 
 
 
 
 
 
 
 
Mødte du Ninna igen?
"Ja, flere år senere skulle Ninna i øvrigt have rettet tænder. Ninna kom ind på klinikken, men hendes mor løb ud igen, da hun så mig. Jeg måtte fortælle, at tandretning foregik hos mig, der var ikke andre, der kunne rette tænder på klinikken på det tidspunkt. Det endte med, at Ninnas mor blev i venteværelset, så hun slap for at mødes med mig, men Ninna og jeg gennemførte hendes tandretning helt uden problemer. Jeg har efterfølgende også repareret en del huller i hendes tænder, og det er også gået fint. Vi fik etableret et udmærket samarbejde. Jeg er ikke sikker på, at Ninna kan huske situationen med nødbehandlingen, men både Ninnas mor og jeg kan klart huske den."
 
Hvordan ved man, hvad der er det rigtige at gøre?
"Jeg tænker, at alle tandlæger af og til havner i situationer, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige og det gode at gøre. Nogle gange er de to ting faktisk heller ikke det samme. Vi kan let komme i klemme mellem krav og forventninger fra forældrene, det enkelte barns samarbejdskompetence, vores egne erfaringer fra lignende situationer og vores tandlægelige professionsstandarder. Alle aspekter handler om at gøre det rigtige - og nogen gange er der faktisk intet, der passer sammen. Min måde at håndtere disse udfordringer på har været at lære at undgå at manøvrere mig selv ind i blindgyder – altså situationer, hvor jeg ikke kan gennemføre det, jeg lover. Det handler om gøre sig klart på forhånd, hvad der er muligt og sige nej til at forsøge det, man ikke vil være med til.
 
 
Det er en kommunikationstung måde at arbejde på for uden temmelig meget informationsformidling om muligheder og vurderinger og for og imod og dit og dat, går det ikke. Belønningen for både barnet, forældrene og tandlægen er at undgå at lande der, hvor det hele kun kan gå i sort.
 

 

NØGLETAL FOR SAMSØ
 
  • Børne- og ungdomstandplejen på Samsø har levet et varieret organisatorisk liv - den har tidligere været organiseret med kommunal klinik og opgaven har derefter i en årrække ligget hos øens private tandlæge.
  • I 2014 opsagde Samsø Kommune sine aftaler om tandpleje med den privatpraktiserende tandlæge.
  • I dele af 2014 eksisterede en overgangsordning: Nogle børn og unge havde valgt private tandlæger. Kommunalt forebyggelsestilbud til skoler og institutioner blev etableret.
  • To deltidsansatte tandlæger undersøgte og behandlede børn og unge én dag ugentligt på den nyetablerede klinik på Samsø Kommunes Ældrecenter.
  • Kontrakten med specialtandlægen fortsatte, så børn og unge stadig havde et tandreguleringstilbud.
  • Den 1. januar 2015 genopstod Samsø Kommunale Tandpleje som kommunal organisering med fastansat personale og en fortsættelse af kontrakten med specialtandlægen.
  • Den nye klinik befinder sig fysisk i administrationshuset i Ældrecenter Kildemosen i Tranebjerg. Tandplejen råder over to beboer-lejligheder. Den ene lejlighed huser klinik med tandlægestol, sterilisationen er indrettet i badeværelset. I den anden lejlighed har tandplejen omklædning, depot og et arbejdsrum/kontor.
  • På Samsø bor der 550 børn og unge under 18 år og der er 40 omsorgs- og 10 specialtandplejebrugere.
  • Klinikchef Niels Hansen er ansat på 3/5 tid – med to ugentlige klinikdage. Klinikassistenten Tina Nielsen er fuldtidsansat og fungerer også som OR-klinikassistent for specialtandlæge Annelise Küseler, der kommer på øen én dag om måneden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

15. december 2016

 

 Kurser og arrangementer