Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Den svære samtale

Da Herning Kommunale Tandpleje havde inviteret alle medarbejdere på et todages internat i september var det for at arbejde med den nye Sundhedsplan og kommunens storstilede tiltag: Herningmodellen. I den forbindelse blev der arrangeret et live-interview om underretninger og den svære samtale i den forbindelse. Programleder Stinne Højer Mathiasen og medarbejdere i tandplejen stillede i halvanden time spørgsmål til sagsbehandler Vibeke Johannesen, sundhedsplejerskerne Louise Falk Lauritsen og Pernille Søndergaard og til psykolog Sanne Kold. Juridisk medarbejder Trine Kjærgaard Birkemose var på banen en enkelt gang.
 
Interviewet bringes her i en redigeret version. Hæng på - selvom det er langt! Vi håber, interviewet kan give svar på nogle af de eventuelt uafklarede spørgsmål, I måtte have derude.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Af Lene Outzen Foghsgaard.
 

Baggrundsviden:
Tidligere arbejdede de forskellige faggrupper omkring børn og unge i Herning Kommune hver for sig, men sådan er det ikke længere. Nu er sundhedsplejersker, socialrådgivere og psykologer organiseret i fire arbejds- og områdeteams – nord, syd, øst og vest. Pernille Søndergaard, en af de to sundhedsplejersker i live-interviewet og tilknyttet område Syd, siger om tiden før omorganiseringen, at det var som om faggrupperne boede på hver deres ø. For at fortælle hinanden om en familie, man var bekymret for, skulle man enten tage sin båd og ro over til hinanden eller sende en SOS, ofte flere. Sundhedsplejersken fortæller, at oplevelsen af, at det var svært at få fat i hinanden, gik begge veje.
 
Skiftet til reel tværfagligt samarbejde har betydet, at man nu sidder på samme ø! Det er blevet lettere at få ventileret en bekymring med kolleger fra andre faggrupper, og muligheden for at sætte tidligt ind overfor sårbare familier er i højere grad tilstede, hvilket også er hele kongstanken bag Herningmodellen.
 


Uddrag af live-interview:


Stinne, programleder: Oplever I, at I med den nye tværfaglighed har kunnet sætte tidligere ind?
 
 
 
 

 
Louise, sundhedsplejerske:
”Før gik vi måske mere og fik samlet sammen til den store konfrontation. Efter at have oplevet en tværfaglighed, hvor vi har vendt vores bekymringer, er det pludselig mindre ting, vi tør gå ind i det med. Det bliver ikke den her tikkende bombe, og det har skabt større succes. Vi har fået lov til at fortsætte med at arbejde i de her familier. Børnene er jo forældrenes kærligste eje. Det handler om hele tiden at oplyse dem om, i hvilken retning det går. Det gør forældrene meget mere samarbejdsvillige.”
 
Pernille, sundhedsplejerske:
”Forældrene kunne næsten føle det som en overfusning, hvis vi pludselig kom med en lang liste af ting. De gik i forsvar, og samarbejdet blev besværligt, fordi der lå så mange beskyldninger. Men det er en håndsrækning, vi giver familierne. De skal gerne opleve det sådan. ”
Louise (tv), Pernille (th).
 
 
 
Stinne, programleder: "Hvordan får man startet den svære samtale med forældrene?"
 
 
Pernille, sundhedsplejerske:
”Jeg har stadig den her urolige mavefornemmelse, når jeg skal fortælle forældre noget, de ikke synes er rart. For mig er det vigtigt at forsøge at veje mine ord i forhold til den familie, jeg sidder overfor på en human og respektfuld måde, men hvor familien ikke er i tvivl om alvoren bag ordene. ”
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Vi har alle fået redskaber til, hvordan man kan gøre, men det handler også om at finde sin egen måde. Vi gjorde det i sundhedsplejen, at vi arbejdede med at få italesat alkohol i alle familier. Vi tog snakken om alkohol i hjemmet for at få det afmystificeret. Her skulle mange af os finde vores egne begreber til den gode samtale, hvor forældrene ikke følte sig mistænkeliggjort. Det kan være en øvelse at vælge et område, hvor man kan komme i gang med at tale om tingene.”
 
Louise, sundhedsplejerske:
”De fleste forældre vil jo deres barns bedste, men der kan måske være ting i deres fortid, der gør, at det kan være sværere for dem at være forældre i nogle situationer. Det er noget med at tale ind i den virkelighed og tale lige ud af posen.”
Stinne, programleder. "Kan I sige lidt mere om den klare kommunikation?"
 
 
 
 
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Det er bestemt noget, vi som faggrupper har skullet arbejde med: "Du lugter lidt af alkohol, men du er god til at børste tænder", sådan en formulering omkring hash-lugt, kunne tandplejen måske ty til, og tidligere har vi sundhedsplejersker kunnet finde på at sige: "Her lugter lidt af hash, men du har god øjenkontakt". Formulerer man sin observationer på den måde, så slører man kommunikationen. Man vil gerne arbejde med de ressourcer, der er, og så bruger man ris og ros metoden, men det skal gribes anderledes an, ellers kan det gøre det meget sværere at tale om det, der er svært. Det er vigtigt at være konkret”.
 
Stinne, programleder: "Hvad gør man som medarbejder, når man skal sige noget, der ikke er så rart?"
 
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Det er super svært, og jeg får også ondt i maven, når jeg konfronterer nogen med noget, der er svært. Når I som medarbejdere står i sådan en situation, så husk de tre K'er: Kærlighed, Konkretisering og Konsekvens. Det er jo faktisk baseret på en omsorg for den her familie og barnet, at I påtaler det svære. Det er det underretningen i virkeligheden handler om - at påpege det, der ikke fungerer med henblik på faktisk at skabe noget bedre for familien. Jeg synes, det hjælper at tænke sådan: Det er ikke som privatperson, jeg siger og gør, det er som fagperson. Grundet min faglighed skal jeg reagere.”

Stinne, programleder. "Kan du uddybe de tre K'er?"
 
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Det første K handler om, at man handler med udgangspunkt i omsorg.  Ens handling kommer fra et kærligt sted. Jeg er sikker på, at I alle sammen kan finde ud at det, fordi I har med mennesker at gøre hver dag. I har det på rygraden. Ellers brug hinanden.”
”Det næste handler om at være konkrete og objektive, hvis I skal tale om en bekymring. Lad være med at bruge en masse fagord, f.eks. ville det være rigtig dumt, hvis jeg sagde til en mor: Jeg tror, du er ved at lave omsorgssvigt på dit barn, for du er jo alkoholiker. Vi skal blive på vores egen banehalvdel og fortælle om det, vi oplever og ser. Man kan sige: ”Jeg kan lugte, at du har drukket. Det er, hvad jeg lægger mærke til.”

 
                   
                   Sanne, psykolog (tv), Stinne, programleder (th).
 
”Det er rigtig vigtigt, at I også fortæller, hvad det her fører til. Konsekvensen! Hvis forældre hører ordet underretning, går deres alarmberedskab i gang, nu sker det! Nu tager de børnene. Derfor er det vigtigt at forklare dem, at den bekymring, I har, er I nødt til at gå videre med. Det siger jeres underretningspligt. Forsøg at fokusere på, at det handler om at hjælpe barnet.”
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Forklar forældrene, hvad der sker, når vi sender en underretning af sted. At den sendes til én person, en sagsbehandler i kommunen, der senere vil kontakte familien. Det er ikke sådan et stort apparat, der går i gang. Det kan være med til at afmystificere, berolige og hjælpe samarbejdet i gang”.
 
 
Stinne, programleder: "Hvordan er samtalen med børnene?"
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Hvis I sidder alene med barnet, som begynder at fortælle noget, I har pligt til at gå videre med, så gælder de tre K'er igen. Giv jer tid til at være sammen med det her barn og lytte til det. Hvis barnet søger øjenkontakt, så hold øjenkontakten, hav måske en kollega med ind. Virker barnet utrygt, så lad det evt. sidde og tegne, så kontakten bliver nemmere for barnet. Det vigtigste, I kan gøre er at være rolige og vise barnet, jeg kan godt tåle at høre det, du fortæller mig, uden at jeg skælder ud eller griner af dig. Når man viser barnet, at man kan tåle, hvad der bliver sagt, viser man tydelig omsorg”.
 
”Hvis der er tale om vold eller overgreb, så skal I ikke spørge så meget ind. Så gælder det om at få en underretning af sted med det samme ude at informere forældrene.”
 
 
Stinne, programleder: "Er der forskel på håndtering af mindre børn og teenagere?"
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Alle børn elsker deres forældre næsten lige meget hvad. Man skal forsøge ikke at sætte dem i en position, hvor man spiller de to parter ud mod hinanden. Spørg f.eks.: Kom din mor og far til at gøre det - er det sådan hjemme ved jer? Forsøg stille og roligt at lytte efter, ligesom når man spørger sit barn: Hvad lavede du i skolen i dag? På den måde nærmer vi os konkretiseringen - stil åbne og nysgerrige spørgsmål. Hvem, hvad, hvor og hvordan på en rolig måde.”

”Når der er tale om de lidt ældre børn kan det være nødvendigt at fortælle dem, at det her er noget, jeg bliver nødt til at gå videre med. Fortæl dem, at som tandlæge, tandplejer eller klinikassistent, skal man sige det videre til nogen, der kan hjælpe, hvis et barn eller en ung ikke har det godt. Det er vigtigt at informere barnet om, hvad der sker, når man underretter.”

Stinne, programleder: "Hvordan inddrages forældrene?"
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Det kommer an på, hvordan I vælger at gøre det, men man kunne spørge den unge, om han eller hun har lyst til at være der, mens man fortæller forældrene, hvad der er talt om, og at man vil underrette. Det kan være den unge selv har lyst til at fortælle det? Jeg bruger rigtig meget tid på sammen med den unge at afklare, hvordan vi får tingene sagt videre. Min kontekst er anderledes, så I skal finde jeres egen form”. 
 
 
Salen: "Hvad gør man, hvis barnet eller den unge siger, du må ikke sige det til min mor og far?"
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Det er jo en kattepine, men det skal du! Det er jo ikke en del af tandplejens praksis, at I fortæller alle børn, der sætter sig op i stolen: Du skal vide, jeg skal fortælle videre til dine forældre, hvad du siger til mig. Det er jo heldigvis undtagelsen, at der kommer et barn, der ikke trives. Men jeg tænker, det er vigtigt, at I forklarer børnene, at der kan være informationer, der er så tunge, at I bliver nødt til at fortælle dem videre, fordi det vil hjælpe alle parter. Ellers bryder man tilliden til det barn.”
 
 
Salen: "Er der ikke noget med, at når man er over 15 år, så bestemmer man selv i forhold til at videregive viden til forældrene?"
 
 
 
 
 
 
Sanne, psykolog:
”Jeg ville også inddrage forældrene her, især hvis du laver en underretning. 
Opdager du f.eks. et ungt menneske, der har skåret i sig selv, så er det rigtig vigtigt at få inddraget forældrene og sende et signal til den unge og de voksne om, at her er noget, vi skal have gjort noget ved. F.eks. havde jeg en samtale med en ung, hvor jeg opdagede, at hun skar i sig selv. Her blev vi enige om, at jeg inviterede forældrene til et møde, hvor hun sad med og jeg fortalte. Det er godt, hvis I får snakket om hos jer, hvordan gør I? Skal I f.eks. ringe til forældrene eller kalde den unge og forældrene ind til et møde – men aftal det på forhånd med den unge.” 
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Jeg har oplevet det sådan, at man tager ansvaret fra barnet, når man siger: Det her er faktisk for meget at tumle med i din alder. Du skal ikke sidde alene med det. Det er et voksenproblem. Så har jeg oplevet, at barnet bliver lettet. Okay det er ikke mig, der er forkert på den. Det er der nogle andre, der skal tage ansvar for.”
 
Stinne, programleder: "Hvor meget skal der til, før man bør underrette?"
 
 
 
 
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Det har vi arbejdet meget med hos os, og er blevet mere skærpede på også at underrette på forældreevner. Vi ved, at hvis forældrene har ting med i bagagen, det kan være f.eks. et liv med alkohol, så kan det have betydning for deres forældreskab og være med til, at vi gerne vil sætte tidligt ind. Selvom vi ser et barn, der ser ud til at trives, så øver vi os på at se forældrene i det”.
 
Sanne, psykolog:
”Det er væsentligt at sige, at det her ikke handler om beviser. Hvis I har en bekymring, så har I en bekymring. I har jo fået den, og den er højst sandsynlig baseret på erfaring og viden. I behøver ikke at have set blå mærker osv.”

Salen: "Hvis der kom en underretning fra tandplejen, og der i forvejen lå fem underretninger på det barn, ville sagsbehandleren være den, der sad inde med den viden?"
 
 
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Ja, det ville jeg. Jeg kan tidligere have tænkt, måske vi skulle lave en paragraf 50, altså en børnefaglig undersøgelse, men jeg har ikke haft belæg for at gøre det. Jeres underretning kan sætte skub i det.”
Sanne, psykolog:
”Og det fører jo ikke nødvendigvis til, at Vibeke kommer og fjerner barnet. Der er mange led, før det sker.”
 
Pernille, sundhedsplejerske:
”Nogle gange underretter vi for at mindske risikoen for, at børnene kommer i mistrivsel. Sidder vi f.eks. hos en gravid mor, der har fem depressioner bag sig, så kan der være en risiko for, at hun kan få en ny depression, når hun har født. Her kan vi underrette for at få skabt et sikkerhedsnet under hende. Så der er lagt planer for hende og barnet. Hvem skal handle ind, hvem skal passe barnet osv., hvis det sker.”

Louise, sundhedsplejerske:
”Vi er barnets talerør. Barnet er jo i det hver dag. Det er normalt for barnet. Hvis vi som fagpersoner ikke synes, at det her er rart at være i, hvordan er det så for det lille barn?”

Salen: "Hvis jeg laver en ”forkert” underretning på nogle blå mærker, hvor det viser sig, at drengen var væltet på cyklen, som han og forældrene sagde. Hvad sker der så? Bliver underretningen liggende hos kommunen?"
 
 
 
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Ja, underretningen vil fortsat være der. Jeg er glad for, at du tager eksemplet op. Jeg har også tidligere været meget fokuseret på, hvordan jeg/vi gør i forhold til forældrene, hvis det viser sig, at underretningen ikke har noget på sig, men du skal vende den om og tænke, hvad gør det ved barnet, hvis du ikke siger noget, og der var noget om sagen?”
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Salen: "Oplever I tit at måtte lukke en sag, hvor der ikke var tale om mistrivsel?"
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Jeg finder jo ud af, når jeg taler med forældrene, om der er hold i bekymringen. Det kan også være, at jeg hører, om jeg må indhente oplysninger fra andre faggrupper, skolen f.eks. Er der ikke andre, der har bekymringer for det her barn, så lukker jeg typisk sagen igen. Jeg vil sige til de forældre, at det ikke handler om, at jeg er på klapjagt efter dem, men at det er min pligt at se efter, om alt er i orden, hvis der er ytret bekymring. Det er langt fra alle sager der ender med, at der er noget, vi skal gå ind i”.
 
 
Salen: "Kunne en indberetning f.eks. gå på dårlig mundhygiejne, der optræder gang på gang pga. manglende forældreopbakning?"
 
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver: 
”Det kunne det godt være. Det, du jo oplever, er en forældre, der ikke kan tage sig af sit barn. Du har måske haft dem inde flere gange uden, at der sker noget. Så kan man sige, at der åbenbart er brug for en fagperson, der kan gøre mere, end du kan.”

”Husk altid, at I kan ringe til os og få en anonym sparring, hvis tvivlen er der – er det en underretning eller er det ikke? Vi vil gerne samarbejde, og for os er det bestemt også en øvelse at tænke tandplejen ind.  Det har vi ikke været så gode til.”
 
Salen: "I stedet for at underrette, kunne man så tage kontakt til sin tværfaglighed og komme i kontakt med sundhedsplejerske, der f.eks. kunne tale noget kost med familien."
 
 
 
 
 
 
 
 Louise, sundhedsplejerske:
”Det kunne man godt forestille sig, men fordelen ved at lave en underretning er, at sagsbehandleren sidder inde med viden om, hvilke indsatser, der ellers er i gang. Den viden har vi ikke. Det er en god ide at lade sagsbehandleren være koordinator i processen, så vi kan tilbyde den rette indsats på rette tidspunkt.”

Salen: "Kunne vi som tandplejer også komme med omkring bordet ved et netværksmøde?"
 
 
 
 
 

Vibeke, socialrådgiver:
”Det kunne sagtens give mening, at I deltog i et netværksmøde om et barn. Skriv det gerne nederst på underretningen, at I stiller jer til disposition. Så kan jeg tænke jer ind, selvom det som udgangspunkt måske ikke var noget, jeg havde tænkt på.”
 
Salen: "I taler om, at underretningen skal være konkret og indeholde en objektiv beskrivelse. Det synes jeg er svært, når det handler om en mavefornemmelse man har."
 
 
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Men du har jo set noget, som har gjort, at du er blevet bekymret. Det er en beskrivelsen af det. Betragt det som en nøgtern beskrivelse, ikke objektiv. ”
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Det er en observation, I har gjort jer: Der behøver ikke at være en masse teori. Jeg så et barn sidde i venteværelset, og hun var utrolig ked af det. Det var en atypisk reaktion i forhold til, hvad vi ellers ser i klinikken. Jeg prøvede at tale med forældrene, men de ønskede ikke at samarbejde.”
 
Sanne, psykolog:
”Som vi også talte om tidligere. Beskriv, hvad I har set. Tirsdag kl. ti oplevede jeg, at der lugtede af alkohol. Det er ikke det samme som at sige, at det gør der hver dag.”

Salen: "På underretningsskemaet er der en rubrik, der hedder ”hvad er din bekymring? Det kan opleves svært at skrive noget her, når det beror på en mavefornemmelse."
 
 
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Hvis det bliver en stopklods for dig, så lad være med at skrive noget her. Der er jo en beskrivelse af forløbet, som du har redegjort for tidligere i skemaet.”
 
Sanne, psykolog:
”Det vigtigste er jo, at I kontakter os og fortæller os, at I er bekymrede. Hvis man koger underretningen meget ned, så er det jo det her OBS, der er det vigtige.
 
Salen: "Hvad er reglerne mellem kommuner? Vi har jo alle hørt om de her nomadefamilier, der går under radaren."
 
 
 
 
 
 
Trine, juridisk medarbejder:
”Der er en bestemmelse om mellemkommunal underretningspligt, der betyder, at man som kommune er forpligtet til at videresende eventuelle underretninger til den kommune, familien flytter til. Netop for at undgå nomadefamilier”.
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Også inden for sundhedsplejen sender vi bekymringer videre”.
 
Salen: "Har vi ret til at vide, hvad der sker med de underretninger, vi sender ind?"
 
 
 
 
 
Vibeke, socialrådgiver:
”Ja, I har altid ret til at vide, hvad der sker med jeres underretning. I Herning skal vi kontakte jer inden for de første tre måneder, og hvis I ikke hører noget fra os, så kontakt os endelig."
 
Stinne, programleder: "Hvilke forholdsregler tager I inden den svære samtale. Har I gjort jer nogle erfaringer?"
 
 
 
 
 
 
Louise, sundhedsplejerske: 
”Vi oplever forældre, der kan være vrede og meget truende i deres adfærd. Vi tager jo ud i hjemmet og møder forældrene her, og så oplever vi det som en god ide at tage en kollega med, så man sidder to sammen.”
 
Pernille, sundhedsplejerske:
”Jo tidligere man går ind og deler sin bekymring med forældrene, jo mere samarbejdsvillige er de, det er min erfaring”.
 
Stinne, programleder: "Har I brugt hinanden til at øve på, f.eks. via rollespil?"
 
 
 
 
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Jeg gjorde det, at jeg øvede mig på andre områder. F.eks. talte jeg alkohol med alle forældre. Jeg øvede mig på nogle emner, som ikke var så betændte for at finde min egen måde at gøre kommunikationen konkret og respektfuld.”
 
Sanne, psykolog:
”En måde at øve sig på er også at sige tingene højt til sig selv eller en kollega. Når man hører sig selv sige tingene, så lyder ordene måske anderledes. Man kan også teste på en kollega, hvordan de ville reagere.”
 
Salen: "Man kan komme ud for forældre, der siger: Jeg vil ikke have, at du laver en underretning? Hvad gør man her?"
 
 
 
 
 
 
Pernille, sundhedsplejerske:
”Men, det har jeg pligt til! Sådan plejer jeg at sige. Jeg siger, at for at jeg kan se mig selv i øjnene som sundhedsplejerske, så skriver jeg en underretning. Jeg kan jo se, at der er nogle udfordringer i familien. Det kan forældrene som regel godt forstå.”
 
Louise, sundhedsplejerske:
”Ofte kommer der vrede og en konfrontation, der jo ikke er rar. Forældrene er bange for, hvad der sker, når kommunen kommer ind over. De fleste har dog givet den tilbagemelding efter, at det er lettere nu, efter at de har fået hjælp.”
 
Sanne, psykolog:
”Det er altid angstprovokerende, når vi står overfor mennesker, der er vrede. Men er det mig, de er vrede på, eller er de vrede på det, jeg gør i min faglighed? Jeg prøver at skille det ad. Var jeg i deres situation, ville jeg måske reagere på samme måde. Før man skal ind til samtalen, eller når man står med en vred forældre, så prøv at bevare roen. Ligegyldig hvad, så skal underretningen skrives”.

”Vi spejler os i hinanden, og vores kroppe og følelser bliver tit tricket af den overfor. Går den anden i panik, skal man forsøge at styre den automatiske reaktion til også selv at gå i panik. Man skal bevare roen og i stedet for forsøge at rumme den vrede, der er. Den er jo naturlig. Sig: Jeg kan se, at du bliver vred nu! Og forældrene svarer måske: Ja, for nu tager de vores børn. Så kan man spejle forældrene ved at sige: Hvis det er det, I er bange for, så kan jeg godt forstå, at I bliver vrede. Hvis der når at falde ro i samtalen, kan man forsøge at korrigere opfattelsen af, hvad der rent faktisk sker, når man sender en underretning af sted til kommunen.”
 
 
Salen: "Måske barnet eller familien kan have det svært i en periode, hvis forældrene f.eks. ligger i skilsmisse, skal man så ikke se tiden an?"
 
 
 
 
 

Louise, sundhedsplejerske:
”Det er hele tiden en vurdering. Hos os går vi typisk ind og ser på, hvad der ellers er af risikofaktorer? Har forældrene begge jobs, de trives i, virker de robuste, så tænker vi, at det er en udfordring, de godt kan klare. Men er det et forældrepar, der har flere vanskeligheder, ikke har job, er psykisk ustabile, så tænker vi, at det kan være svært for dem at løse opgaven og føre børnene sikkert igennem.”
 
Sanne, psykolog:
”Igen, ring meget gerne og tal bekymringen igennem med os. Så vi får det gode samarbejde og sammen kan forsøge at navigere i det, der sommetider kan blive lidt mudret og svært at finde grund i.”
 
Louise, sundhedsplejerske: 
”Jeg tænker, det er vigtigt at huske på, at ingen af os jo har en 100 procent viden og sandhed om familierne. Det er kun familierne selv, der ligger inde med sandheden om, hvad der foregår hjemme hos dem. Selvom vi sidder rigtig mange tværfaglige og dygtige mennesker rundt om bordet til f.eks. netværksmøder, så kan det være, at vi kun får belyst 30-40 procent at af det, der er barnets virkelighed. På landsplan taler vi om, at der er ca. 10 procent sårbare børn. Vi skal jo ikke ud at finde flere, men skal bare finde dem tidligere og have tidligere gang i samarbejdet til alles bedste.”
 
 
 
 

Tandlæger med i Barnets Reform. Brug din mulighed for sparring!

ATO, daværende DOFT, kæmpede en brav kamp for i sin tid at blive omfattet af Barnets Reform og dermed få mulighed for at sparre med en anden fagprofessionel om et barn.

Det lykkedes i 2012 med paragraf 49A. I praksis betyder det for kommunale tandlæger, at de kan og må tale sammen med en selvvalgt fagperson omkring barnet uden først at indhente forældrenes samtykke. 

kommunale tandlæger er nu tænkt ind i det tværfaglige dialogsamarbejde på lige fod med læger, pædagoger, sundhedsplejersker og lærere.

Desværre benytter kun få tandlæger muligheden for faglig sparring omkring et barn, selvom den er der.

ATO opfordrer alle vores medlemmer til at benytte muligheden for sparring. Til gavn for barnet!

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. november 2016
 

 Indhold