Angste børn i stolen
Flere og flere børn lider af angst, og det kræver noget ekstra af personalet i tandplejen.
I ATO har vi to kurser, der henvender sig til dig, der har brug for nye værktøjer til børn med angst eller andre udfordringer. Mange børn er bange eller utrygge ved at gå til tandlæge. Man komme i langt de fleste tilfælde igennem med tell show do, og ved at gå stille og roligt frem, men i nogle tilfælde er det ikke nok, og man har brug for mere i sin værktøjskasse.
Her kan hypnose være en hjælp. Flere tandlæger og tandplejere har taget hypnosekurser og anvender med stor glæde hypnose hver eneste dag. Kendskab til hypnotisk sprogbrug samt fantasirejser mm. eventuelt kombineret med lattergas gør en forskel for mange børn. Ved hjælp af hypnosen får barnet opbygget ressourcer, mod og tro på, at de kan klare behandlingen.
Kursus: Hypnose og kommunikation i tandplejen:
Kurset giver introduktion til angstlidelser hos børn, smertemekanismer, indføring i brug af skema til diagnostik af angst for tandbehandling og fobi samt demonstration og træning i semistruktureret interview til angst. Der trænes i kropsprog og kommunikation efter Marte Meo-metoden. Kursusdeltagerne får et indblik i tilvænning med et kognitivt perspektiv i kombination med hypnose. Desuden er der praktiske tips til forældresamarbejde og information om behandlingen i tandplejen.
I enkelte tilfælde står man i et akut behov, hvor der ikke er tid til tilvænning.
Barnet er bange og behandling er nødvendig her og nu. Her kan midazolam være den løsning, vi anvender for at fjerne en eller to tænder. Midazolam er dog ikke et vidundermiddel, hvor der kan laves større tandbehandlinger, men midazolam hjælper med at løse problemer for børn, der endnu ikke er klar til behandling, eller hvor behandlingen er for omfattende i forhold til barnets alder og udviklingsniveau.
Kursus i vågen sedation
På kurset får du:
- indikationer og kontraindikationer for vågen sedation
- dosering og administrationsmåde af medicin,
- observation før, under og efter behandling med vågen sedation, herunder observation med pulsoximetri.
Kurset har til formål at give tandlæger den teoretiske viden om vågen sedation som Sundhedsstyrelsen stiller krav om i sin vejledning
Du kan også læse eller genlæse artiklen om de ikke-behandlingsparate børn her, hvor vi har interviewet psykolog Rikke Yde Tordrup. Hun fortalte blandt andet, hvordan tandplejepersonalet bedst møder forældre og børn: De ikke-behandlingsparate børn
Rikke Yde Tordrup: “Det er vigtigt ikke at tale hen over hovedet på hverken barn eller forælder. Start i stedet med at give anerkendelse og velkomst. Dan en relation, skab god kontakt. Et barn der har svært ved at regulere sig selv, vil ikke lade en fremmed kigge sig ind i munden. Den fælles interesse forælderen har med tandlægen, er, at få barnet til at trives og falde til ro, de arbejder altså om det samme.”